Kloakproblemer
Vandet vil ikke løbe ud af mit afløb - Hvad gør jeg?
- Undersøg om det er et eller alle afløb, hvor problemet forekommer.
Hvis det kun er et afløb
- Undersøg om vandlåsen på dit afløb skal renses.
Hvis problemet er i alle afløb
- Undersøg om din skelbrønd står fyldt med vand
Hvis det er tilfældet, kontakt Jammerbugt Forsyning A/S på tlf. 7257 9920.
Hvis der ikke står vand i skelbrønden er kloakken på dit interne system formentlig stoppet, og du skal selv rekvirere en slamsuger.
Skybrud er når der falder en ekstrem mængde nedbør over kort tid. Kloaksystemet er dimensioneret efter et serviceniveau som ikke kan håndtere alle typer regnhændelser, og det kan betyde at kloaksystemet har svært ved at følge med.
Når der er varslet skybrud er det hensigtsmæssigt at:
- Fjern værdigenstande fra kælderen eller sæt dem højere op, så de ikke står direkte på gulvet.
- Tjek, at udendørsriste, afløb og tagrender ikke er stoppet til.
- Blokér lavt placerede døre og vinduer.
- Hvis du har monteret et højvandslukke, bør du tjekke, om det fungerer.
- Selv uden et højvandslukke kan du sikre, at der stiger mindre kloakvand op fra afløbet. Dæk afløbet og placer en tung genstand ovenpå.
- Hvis du ikke kan være hjemme, når skybruddet sker, er det en god idé at få en nabo eller en ven til at tjekke udsatte områder i din bolig.
I denne folder kan du læse om, hvad du skal gøre, hvis din kælder eller hus er blevet oversvømmet med kloakvand.
- Kloaklugt fra afløb inde i huset kan skyldes at vandlåse er udtørret, og det anbefales at efterfylde med vand
- Hvis du fortsat oplever kloaklugt inde i dit hus anbefales det at etablere udluftning på dit kloaksystem.
- Kloaklugt kan også opstå fra dine brønde. Problemet kan afhjælpes med et lufttæt dæksel, såfremt brønden ikke anvendes til udluftning på kloaksystemet.
- Hvis du har undersøgt ovenstående, og det ikke hjælper, kan kloaklugten stamme fra den offentlige kloak. Hvis det er tilfældet kontakt da Jammerbugt Forsyning A/S på tlf. 7257 9920.
Hvis du ser eller har mistanke om rotter har du pligt til at anmelde det ved Jammerbugt Kommune.
Det kan du gøre gratis via Jammerbugt Kommunes hjemmeside her.
Rotter er skadedyr og kan forårsage stor skade på hus, kloak, elforsyning etc. Det er derfor vigtigt at der tages affære i tide.
Rotter bærer desuden på farlige bakterier og vira, der kan medføre sygdom, som kan være livstruende. De skal derfor bekæmpes.
Har du opdaget et klaprende eller ødelagt kloakdæksel i vejen, kan Jammerbugt Forsyning informeres om dette via vores kontaktformular eller på tlf. 7257 9920 i åbningstiden.
Hvis det er en rendestensrist der er ødelagt eller klaprer, og det er offentlig vej, er det Jammerbugt Kommunes ansvar og det kan rapporteres via deres hjemmeside her.
Til kloakken må kun tilledes husspildevand, urin og afføring samt toiletpapir.
Ting der ikke hører hjemme i kloakken:
- Vådservietter
- Hår
- Vatpinde
- Hygiejneartikler
- Bleer
- Olie
- Kemikalier
- m.fl.
Det skaber problemer med aflejringer, der stopper kloakken til, samt ødelægger og blokerer pumperne, der pumper spildevandet til renseanlæggene.
Derfor må du heller ikke installere en affalds-/køkkenkværn. Det kan også medføre stor miljøbelastning, der gør, at spildevandet ikke renses tilstrækkeligt på renseanlæggene.